Klubben XC-85 blev etableret i 1985 af en gruppe ihærdige piloter, som ønskede sig en optræksplads på Sjælland. Klubben var i starten forbeholdt piloter med minimum safepro 3, da man ikke rådede over skolingsfaciliteter til uddannelse af nye piloter.
Betegnelsen XC står for Cross Country, altså distance flyvning på Sjælland. Og det er netop, hvad vi tilbyder. Optræk fra flad mark til ca. 350 meters højde, frigøre sig optrækslinen og søge den varme luft – kaldet termik, der stiger op over landskabet på solrige dage og gennemføre lange distanceflyvninger over det meste af øen.
XC Sjællands flyveplads ligger på adressen Sønderstrupvej 136, 4360 Kirke Eskilstrup med koordinaterne N 55° 34’ 52,3’’ Ø 11°45’ 17.6’’. Indkørsel til banen ligger lige ved jernbanesignalet syd for Tølløse by. Ankommer man med campingvogn, anbefales det at ankomme nordfra, da indkørsel med påhæng bedst kan udføres fra nord.
Banen er ca. 940 meter lang, og der kan trækkes op i begge retninger afhængigt af vejret. Banen bliver ligeledes benyttet af svævefly og glideskærme og kan derfor med rette kaldes for Danmark´s mest trafikkerede optræksplads. Brugen af banen sker derfor kun under kyndig vejledning af uddannet personale. Gæster, der ønsker at flyve, skal ved ankomst kontakte dagens trafikvagt for at blive instrueret i pladsens regler og særlige forhold for dagen. Da det er en flyveplads, er al uvedkommende kørsel på landingsbanen ikke tilladt, og besøgende henvises til grusvejen. Der er mulighed for parkering ved jernbanen mod øst eller på hovedparkeringen ved klubhuset mod vest. Klubhuset indeholder alle fornødenheder: toiletter, køkken, pejsestue og briefing- og undervisningslokale med alt udstyr hertil.
Nedenfor ses banen fra luften.
Meget flyvning foregår i lokalområdet, da man efter optræk fra pladsen vender tilbage og lander på pladsen igen. Dette gør, man kan få udført mange optræk i løbet af en dag, hvor indflyvningsmønster og landinger er faste emner på træningsprogrammet.
På Sjælland er der mange populære steder at besøge fra luften. Kun luftrum, fantasien og vejret kan sætte grænser for det ønskede rejsemål. En af de længste mulige distancer i lige linie på Sjælland er 110 km til Gedser Odde mod syd. Rekorden på 103 km tilhører Lars Bo Johansen, som fløj til Gedesby lige nord for Gedser Odde d. 1. maj 1993.
Udover målflyvning, som er en direkte linie fra start til mål, kan der flyves i trekant, ud/hjem og dogleg, der er målflyvning med et vende punkt på vejen.
Luftrummet over Sjælland er reguleret af omfattende regler grundet den tætte flytrafik til og fra Kastrup og Roskilde lufthavn. Det betyder, at vi ikke bare kan flyve rundt, som det passer os. Vi er underlagt bestemmelserne for civil luft fart udstedt af Trafikstyrelsen (TS). Nærmere bestemt “Bestemmelser for Civil Luftfart BL9-5”. På ICAO kortet over Copenhagen Area kan man se nøjagtigt, hvilke områder vi må flyve i.
På flyvedage kontakter vi flyvelederen i Roskilde lufthavn og får tildelt flyveområde og tidsrum for flyvning, således at den øvrige lufttrafik er bekendt med, vi er i området.